Kolera vaccine

Kolera er en sygdom, der giver akut vandig diarré og som regel også kvalme og opkastninger. Kolera skyldes bakterien ”Vibrio cholera”. Ved smitte vil man miste store mængder væske indenfor kort tid, og det vil ofte kræve indlæggelse, hvor der er behov for væsketerapi (væske på drop), indtil man selv er i stand til at drikke rigeligt, og har skilt sig af med bakterien, der er årsag til den akutte diarré.

Ved ubehandlet kolera er dødeligheden i udviklingslandene ca. 60%, men ved hurtig behandling med væsketerapi og salte er dødeligheden på under 1%.

Kolera findes primært i Afrika, Asien og Syd- og Mellemamerika.

 

Hvem bør vaccineres:

Vaccinen anbefales til nødhjælpsarbejdere, der arbejder i katastrofeområder og til personer, der skal opholde sig i længere tid i udviklingslande, hvor der er primitive forhold. Desuden anbefales vaccinen i specielle situationer med epidemier. Vaccinen anbefales ikke til turister og forretningsrejsende, der rejser under normale forhold.

 

Hvem bør ikke vaccineres:

Du bør ikke vaccineres:

  • Hvis du er syg og har feber på vaccinationsdagen.
  • Hvis du er overfølsom overfor et af indholdsstofferne i vaccinen.
  • Hvis du har en akut mave-tarm-sygdom.

Børn under 2 år må ikke vaccineres.

 

Antal vacciner og beskyttelsesvarighed:

Voksne og børn fra 6 år: Vaccinen er en drikbar vaccine, der skal gives over 2 gange med mindst en uges mellemrum.

Børn fra 2 år til 6 år: Vaccinen skal gives over 3 gange fordelt på max 6 uger. Der må mindst gå 1 uge mellem hver dosis.

Vaccinationen skal være fuldført senest 1 uge inden afrejse, for at opnå maksimal beskyttelse, og beskyttelsen vil være på ca. 80%, når vaccinatonsprogrammet er fuldført.

Beskyttelsestiden er ca. 2 år.

 

De hyppigste bivirkninger:

Diarré, kvalme og oppustethed.


Graviditet og amning:

Kontakt egen læge, hvis du er gravid eller ammer.

 

Vaccinen indeholder:

Inaktiverede kolerabakterier af fire forskellige typer og et genfremstillet, afgiftet toksin fra kolerabakterien.

Siden er sidst opdateret den 04.03.2018

Book tid hos os i dag